Ordene 'angst' og 'frygt' bruges ofte af eksistentialistiske tænkere. Fortolkninger varierer, selvom der er en bred definition på "eksistentiel frygt." Det henviser til den angst, vi føler, når vi indser den sande natur af menneskelig eksistens og virkeligheden af de valg, vi skal træffe.
Angst i eksistentialistisk tanke
Som et generelt princip har eksistentialistiske filosofer understreget betydningen af psykologisk kritiske øjeblikke, hvor grundlæggende sandheder om menneskets natur og eksistens rammer ned over os. Disse kan forstyrre vores forudsætninger og chokere os over for en ny bevidsthed om livet. Disse eksistensielle øjeblikke krise fører derefter til mere generaliserede følelser af frygt, ængstelse eller frygt.
Denne frygt eller frygt betragtes normalt ikke af eksistentialister som nødvendigvis rettet mod et specifikt objekt. Det er netop der, en konsekvens af meningsløsheden i menneskets eksistens eller universets tomhed. Men det er undfanget, det behandles som en universel tilstand af menneskelig eksistens, der ligger til grund for alt omkring os.
Angst er et tysk ord, der betyder simpelthen angst eller frygt. I den eksistentielle filosofi har den fået den mere specifikke fornemmelse af at have angst eller frygt som et resultat af de paradoksale implikationer af menneskers frihed.
Vi står over for en usikker fremtid, og vi skal fylde vores liv med vores egne valg. De dobbelte problemer med konstante valg og ansvaret for disse valg kan skabe angst i os.
Synspunkter på angst og menneskelig natur
S ren Kierkegaard brugte udtrykket dread til at beskrive den generelle ængstelse og ængstelse i menneskets liv. Han troede, at frygt er indbygget i os som et middel for Gud til at kalde os til at forpligte os til en moralsk og åndelig livsstil på trods af tomrummet til meningsløshed foran os. Han fortolkede dette tomrum med hensyn til original synd, men andre eksistentialister brugte forskellige kategorier.
Martin Heidegger brugte udtrykket angst som referencepunkt for individets konfrontation med umuligheden ved at finde mening i et meningsløst univers. Han henviste også til at finde en rational begrundelse for subjektive valg om irrationelle spørgsmål. Dette var aldrig et spørgsmål om synd for ham, men han behandlede lignende spørgsmål.
Jean-Paul Sartre syntes at foretrække ordet nausea. Han brugte det til at beskrive en person s erkendelse af, at universet ikke er pænt ordnet og rationelt, men i stedet er meget kontingent og uforudsigeligt. Han brugte også ordet anguish til at beskrive erkendelsen af, at vi mennesker har total valgfrihed med hensyn til hvad vi kan gøre. I dette er der ingen reelle begrænsninger på os undtagen dem, vi vælger at pålægge.
Rationel frygt og virkelighed
I alle disse tilfælde er frygt, angst, angst, kvalme og kvalme produkter af erkendelsen af, at det, vi troede, at vi vidste om vores eksistens, ikke virkelig er tilfældet. Vi læres at forvente visse ting ved livet. For det meste er vi i stand til at gå rundt i vores liv, som om disse forventninger var gyldige.
På et tidspunkt vil de rationaliserede kategorier, vi er afhængige af, på en eller anden måde svigte os. Vi forstår, at universet bare ikke er som vi antog. Dette frembringer en eksistentiel krise, der tvinger os til at revurdere alt, hvad vi troede. Der er ingen lette, universelle svar på, hvad der foregår i vores liv og ingen magiske kugler til at løse vores problemer.
Den eneste måde ting bliver gjort på, og den eneste måde vi får mening eller værdi på er gennem vores egne valg og handlinger. Det er hvis vi er villige til at fremstille dem og tage ansvar for dem. Dette er hvad der gør os unikt menneskelige, hvad der får os til at skille os ud fra resten af eksistensen omkring os.
