Den mest almindelige fortolkning af Diamond Sutra er, at det handler om impermanence. Men dette er en antagelse, der er baseret på en masse dårlig oversættelse. Så hvad betyder det?
Den første ledetråd om temaet, så at sige, om denne sutra, er at forstå det er en af Prajnaparamita - perfektion af visdom - Sutras. Disse sutraer er forbundet med den anden drejning af dharmahjulet. Betydningen af den anden drejning er udviklingen af doktrinen om sunyata og idealet om bodhisattva, der bringer alle væsener til oplysning.
Sutraen repræsenterer en vigtig milepæl i udviklingen af Mahayana. I Theravadas første vendelære blev der lagt stor vægt på individuel oplysning. Men diamanten fører os væk fra det -
"... alle levende væsener vil til sidst blive ført af mig til den endelige Nirvana, den sidste afslutning på cyklus af fødsel og død. Og når dette uigennemførelige, uendelige antal levende væsener alle er blevet frigjort, er det ikke engang en eneste væsen er faktisk blevet befriet.
"Hvorfor subhuti? Fordi hvis en bodhisattva stadig klæber til illusionerne om form eller fænomener som et ego, en personlighed, et selv, en separat person eller et universelt selv, der findes evigt, er denne person ikke en bodhisattva."
Impermanence blev udbredt af den historiske Buddha i den første vendende lære, og Diamanten åbner en dør til noget ud over det. Det ville være en skam at gå glip af det.
De forskellige engelske oversættelser af diamanten er af varierende kvalitet. Mange af oversættere har forsøgt at give mening om det og har gjort det fuldstændigt rystet, hvad det siger. (Denne oversættelse er et eksempel. Oversætteren forsøgte at være hjælpsom, men da han forsøgte at gøre noget intellektuelt forståeligt, slettede han den dybere betydning.) Men i de mere nøjagtige oversættelser er noget, du ser igen og igen, en samtale som denne:
Buddha: Så, Subhuti, er det muligt at tale om A?
Subhuti: Nej, der er ingen A at tale om. Derfor kalder vi det A.
Nu sker dette ikke bare én gang. Det sker igen og igen (forudsat at oversætteren vidste hans forretning). For eksempel er dette snips fra Red Pines oversættelse:
(Kapitel 30): "Bhagavan, hvis et univers eksisterede, ville tilknytning til en enhed eksistere. Men når Tathagata taler om tilknytning til en enhed, taler Tathagata om det som ingen tilknytning. Således kaldes det 'tilknytning til en enhed. '"
(Kapitel 31): "Bhagavan, når Tathagata taler om et syn på et selv, taler Tathagtata om det som intet syn. Således kaldes det et 'syn på et selv'."
Når du læser sutraen (hvis oversættelsen er nøjagtig), løber du fra kapitel 3 ind igen og igen. Hvis du ikke kan se det i den version, du læser, skal du finde en anden.
For fuldt ud at forstå, hvad der siges i disse små snips, skal du se den større kontekst. Mit punkt er, at for at se, hvad sutraen peger på, her er hvor gummiet møder vejen, så at sige. Det giver ingen intellektuel mening, så folk padler ved disse dele af sutraen, indtil de finder fast grund på versen "boble i en strøm". Og så tænker de, åh! Dette handler om impermanence! Men dette begår en enorm fejltagelse, fordi de dele, der ikke giver intellektuel mening, er kritiske for at opfatte diamanten.
Hvordan tolkes disse "A er ikke A, derfor kalder vi det A" lære? Jeg tøver med at formode at forklare det, men jeg er delvis enig med denne religiøse studier professor:
Teksten udfordrer den almindelige tro på, at der indeni hver eneste en af os er en fast kerne eller sjæl - til fordel for et mere flydende og relationelt syn på tilværelsen. Negative eller tilsyneladende paradoksale udsagn fra Buddha bugner i teksten, såsom "Selve perfektionen af indsigt, som Buddha har forkyndt, er i sig selv perfektionsfri."
Professor Harrison uddybte, ”Jeg tror, at Diamond Sutra undergraver vores opfattelse af, at der er væsentlige egenskaber i objekterne i vores oplevelse.
"For eksempel antager folk, at de har" mig selv. "Hvis det er tilfældet, ville ændring være umulig, eller det ville være illusorisk." sagde Harrison. "Du ville faktisk være den samme person, som du var i går. Dette ville være en forfærdelig ting. Hvis sjæle eller" selv "ikke ændrede sig, ville du sidde fast på det samme sted og være som du var, da du var, siger, to [år gamle], som, hvis du tænker over det, er latterligt. "
Det er meget tættere på den dybere mening end at sige, at sutraen handler om impermanence. Men jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med professorens fortolkning af "A is not A" -angivelserne, så jeg vil vende mig til Thich Nhat Hanh om det. Dette er fra hans bog The Diamond That Cuts Through Illusion :
"Når vi opfatter ting, bruger vi generelt konceptualiseringens sværd til at skære virkeligheden i stykker og siger: 'Dette stykke er A, og A kan ikke være B, C eller D.' Men når A ses på i lys af afhængig samindkomst, ser vi, at A består af B, C, D og alt andet i universet. 'A' kan aldrig eksistere alene af sig selv. Når vi ser dybt ind i A, vi ser B, C, D osv. Når vi først forstår, at A ikke kun er A, forstår vi den sande natur af A og er kvalificerede til at sige "A er A, " eller "A er ikke A." Men indtil da er den A, vi ser, bare en illusion af den sande A. "
Zen-lærer Zoketsu Norman Fischer talte ikke specifikt til Diamond Sutra her, men det ser ud til at forholde sig -
I buddhistisk tanke refererer begrebet "tomhed" til dekonstrueret virkelighed. Jo nærmere du ser på noget, jo mere ser du, at det ikke er der på nogen væsentlig måde, det kunne ikke være. I sidste ende er alt bare en betegnelse: ting har en slags virkelighed i at blive navngivet og konceptualiseret, men ellers er de faktisk ikke til stede. At ikke forstå, at vores betegnelser er betegnelser, og at de ikke henviser til noget særligt, er at fejle tomhed.
Dette er et meget groft forsøg på at forklare en meget dyb og subtil sutra, og jeg har ikke til hensigt at præsentere den som den ultimative visdom om diamanten. Det er mere som at prøve at skyve os alle i den rigtige retning.
